Hvalpe: Forventes d. 9. november 2018
Du kan se mere om D-kuldet her
Hvis du/I ønsker at købe hvalp her hos os er der nogle betingelser vi stiller til vore hvalpekøbere. I skal komme på besøg hos os med hele familien, gerne i god tid inden der kommer hvalpe.- Ved besøg her har I så mulighed for at se vores hund, Mia DIA von den Wonneproppen, og i øvrigt opleve hvordan hun er. Men vi vil også gerne møde jeres familie og tale med jer, bl.a. om det, at have en så stor hund i familien. Vi vil også gerne høre om, hvad I forventer af jeres nye familie medlem, det giver os mulighed for at udvælge den hvalp i kuldet som matcher bedst ind i jeres familie. Det er også en god idé at besøge og se andre grossere end vores inden I bestemmer jer endeligt. Der fødes normalt ikke ret mange hvalpe i Danmark om året, hvalpe her hos os har alle altid været lovet væk til købere inden de var født.
Når hvalpene er klar til at flytte hjemmefra har vi allerede forberedt følgende for hvalpekøberne, idet der med hver hvalp som standard følger:
1) Hvalpen har en dyrlæge undersøgelse.
2) Hvalpen har fået ormekure og vaccinationer efter dyrlægens anvisninger
3) Hvalpen har en ”Basis Plus stambog” fra Dansk Kennel Klub. – Se A)
4) Hvalpen er Chip-mærket i.flg. Dansk Kennel Klubs regelsæt
5) Hvalpen er registreret ved Dansk Kennel Klub i købers navn.
6) Hvalpen sælges med købsaftale udfærdiget af Dansk Kennel Klub.
7) Hvalpen registreres i købers navn ved Dansk Hunderegister.
8) Hvalpen er udstyret med hundepas
9) Hvalpen har en pasningsvejledning med til køber.
10) Hvalpen har en sæk foder (10-15 Kg) med af det foder den er vant til at få.
11) Hvalpens pris indeholder alt ovenstående, ingen extra omkostninger: Se B)
Da vi i sin tid købte vores først Grosser Schweizer Sennen hund, DIVA van den Gulden Boomstronk, var det for at få en god familiehund, men også med den hensigt, at vi gerne ville prøve at avle. Det lykkedes imidlertid ikke med DIVA, men derimod med GAI van den Gulden Boomstronk.
Det at få et kuld hvalpe er en kæmpe oplevelse, men er så sandelig også enormt krævende. Før det kommer dertil er der flere ting som skal være i orden. Vi overholder naturligvis Dansk Kennel Klubs avlsrestriktioner og avlsanbefalinger, det betyder at stambogen er en såkaldt ”Basis Plus stambog”. Desuden har Poul Erik gennemgået Dansk Kennel Klub´s opdrætter uddannelse
Vi har indtil nu opdrættet 3 kuld hvalpe – med GAIA. Hos os er det rene ”køkkenopdræt”, idet hvalpekassen er opstillet i en af stuerne. Her fødes hvalpene når den tid kommer, og her opholder de sig i den første tid. Stuen ligger med umiddelbar adgang til vores soveværelse, så hvalpene er indenfor få meters afstand fra os hele døgnet, så vi altid straks kan høre hvis der sker noget i fødekassen.
Med placeringen af hvalpekassen i stuen betyder det også, at hvalpene fra helt små, bliver fortrolige med de lyde der er i et hvert hjem, bl.a. køkkenmaskiner, telefoner der ringer, TV o.s.v. Efterhånden som hvalpene vokser til kommer de udenfor fødekassen, og når vejret tillader det selvfølgelig ud i det fri. Det kan ved vinterkulde give lidt problemer idet streng frost ikke er den bedste cocktail til små hvalpe. Hvalpedød skyldes ofte at hvalpene har det for koldt. Hos de nyfødte hvalpe skal der være 33-34º der hvor de opholder sig. Hvalpene har hele tiden hos os deres primære basis inde i huset og har derfor konstant kontakt til mennesker.

Morgenmad ?

Hvalpene venter på mad

Skulle du finde på selv at hente en hvalp i udlandet er der flere ting du skal være opmærkning på. Og hvis du ønsker at kunne bruge din hvalp i avl på et senere tidspunkt skal du være meget opmærksom på, at den har en stamtavle fra en FCI tilsluttet forening. Ellers kan du ikke forvente at få den godkendt hos Dansk Kennel Klub, og dermed ikke få en Dansk Kennel Klub stamtavle på dine eventuelle hvalpe. – Dansk Kennel Klub har et regelsæt for sådanne overførsler fra anden organisation, se DKK´s hjemmeside herom.
A) “Basis Plus stambog”
Basis Plus stambøger gives til afkom, hvor begge forældre opfylder racens avlsrestriktioner samt racens avlsanbefalinger. Avlsanbefalinger kan f.eks. omfatte yderligere sundhedskrav, vurdering af hundens eksteriør, mentalitet eller præmiering på relevante brugsprøver.
En Basis Plus Stambog bærer påskriften: “Denne hund er avlet efter “Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub” og “DKK´s avlsanbefalinger”.
B) Ved køb af hvalp hos os bliver du ikke opkrævet noget depositum til en senere røntgenfotografering.
(- I forbindelse med vores GROSSER STARS – A-kuld blev der opkrævet depositum, som så i forbindelse med røntgen fotograferingen 1-2 år senere skulle udbetales til hvalpekøberne. I A-kuldet blev der imidlertid kun udbetalt til 2 hvalpe købere ud af de 7 hvalpe der var i kuldet. Depositummet blev derfor reelt, for de 5 af hvalpe køberne, en skjult ekstrapris som de kom til at betale).