De schweiziske Sennenhunde

Vi kan her med tilladelse bringe: Uddrag af ”Etwas von den Schweizer Sennenhunden” (Noget om de Schweiziske Sennenhunde) af Prof. Dr. Albert Heim, Zürich, – udgivet i 1914

Kildeangivelse: Appenzeller kalender, Appenzeller Verlag, 2001. Side 96-101.

De Schweiziske Sennenhunde har meget længe været upåagtet. Ingen hundevenner kendte til noget racenavn til dem, og Schweiziske Sennenhunde de blev ikke vist på udstillinger. De blev tilsidesat som ”ganske almindelige hunde”, ”Bondehunde” og ”Slagterhunde”, uden at man bemærkede deres fortræffelige raceegenskaber, ejerne relaterede det som tilfældigheder til deres egne hunde, til den enkelte hund, og ikke som egenskaber for en race. Og dog er de schweiziske Sennenhunde de mest almindelige af alle hunderacer. De er den sande schweiziske ”Nationalhund”. Et bemærkelsesværdigt fænomen viser de steder hvor de har været: De har selv inddelt landet rent geografisk, godt adskilt i racer – og det tager tid – meget lang tid. Her var der ikke noget bevidst valg om at fremavle en race, der var egnet til den enkelte opgave. At så gode og populære racer, i så lang tid er forblevet ubemærket er forståeligt når man tænker på, at kynologien 1) ikke er opstået som en del af den forsknings baserede videnskab, men er opstået af sporten. Sporten er et eller andet sted tilfældig, og er kun på et højere udviklingstrin tilbøjelig til at lære af metoderne fra forskningsbaseret videnskab. Alle de andre racer der er repræsenteret i Schweiz, er alle yngre, og de er importeret eller fremavlet her. De er også velkommen her, men de bør ikke som modefænomener, fortrænge de gamle kendte racer, men bør lade disse bevare deres plads her.

1) Kynologi er læren om hunden som dyr og redskab i mennesket tjeneste.

Vores schweiziske Sennenhunderacer er alle harmoniske og med sikre karakteristika, og er stadigvæk udbredt i mange områder, som de mest almindelige hunde, og andre steder i ikke helt så afgrænsede områder. I årene 1812-1840 var Bernhardinerne (St. Bernhardshundene 2) blevet udbredt i området omkring Bern. BernhardinerI 1860-1880 var den gennem regelmæssigt opdræt blevet forskønnet og med en vis sentimentalitet udnævnt som den egentlige schweiziske nationalhund, og dermed måtte den store schweiziske Sennenhund vige pladsen, som blot værende en ”Slagterhund”. Selv om Bernhardinerne var i mindretal fremstod de som noget bedre hunde. Den tyske schæferhund og andre fortrængte Berner Sennenhundene og Entlebucherne uden nogen egentlig grund hertil. I karakter og i dygtighed blev de fortrængte ikke overgået. Sporten har sin mode, og moden sin sport. Endnu er racerene Appenzeller Sennenhunde udbredt i temmelig store områder. Det er den som har lidt mindst under de senere importer. Berner Sennenhunden der fandtes i området Dürrbach, i det nordlige Gurnigel, var gået meget tilbage. Entlebucheren var blevet krydset med schæferhunden og dermed blevet sjælden. Den mest originale af dem alle, Grosser Schweizer Sennenhund, der for 60 år siden fandtes i hele Schweiz (ca. år 1850), var nu svær at finde i gode eksemplarer, den havde lidt meget og var tæt på at forsvinde. Vi må, og vil ikke give slip på disse gamle og herlige indfødte racer, disse schweiziske nationalhunde, som har været her i over 1000 år. Vi vil genfinde dem og gennem taknemmelighed og naturbeskyttelse give dem et beskyttet hjem. MaleriStrebel demonstrerer i sin bog om de schweiziske Sennenhunde, at de på grund af undersøgelser, hører til gruppen af paläarktiske hunde, Cannis familiaris matris atemae 3), sammen med den tyske Schæferhund og Collie. Men han er bestemt af den opfattelse, at den tyske Schæferhund og Collien er tættere beslægtet med ulven end de schweiziske Sennenhunde er, og det er på grund af, at de i længere tid har været domestiseret og udviklet sig, idet de har været geografisk isoleret. De schweiziske Sennenhunde er mere udviklede og er tilpasset mennesker i højere grad end Schæferhunden. Strebel finder stor lighed mellem de schweiziske Sennenhunde og de gamle romerske hunde. Billeder fra romertiden, og et mumie fra Pompei viser denne lighed af typerne. I Italien findes Slagterhundene endnu og som ligner den store Schweiziske Sennenhund. Disse gamle romerske hunde ledsagede som hyrdehunde romerne op over alpepassene, og er på denne måde kommet til vort land.
Alle de schweiziske Sennenhunde, trods forskelligartede i størrelse og hårlag, viser de samme gode proportioner, og uden nogen større afvigelser fra normale hunde. Ingen del af kroppen er på nogen måde ude af proportioner. Dette gælder især for hovedet, som kendetegnes ved det forhold, at intet er ekstremt eller overdrevet. Det er et smukt hoved, af normale proportioner og som minder om Eskimo hundene.

2) St. Bernhardhundene blev i 1888 udnævnt som schweizisk nationalhund.
3) Hypotetisk stamform af Schæferhunden.

Ved alle Sennenhundene er ørelappen trekantet, hængende og relativ små, og de falder ind til hovedet. Ved opmærksomhed løftes øret højt ved roden og ørelappen bliver drejet lidt fremad, således at det samlede billede af hovedet med ørerne giver et trekantet billede. Alle Sennenhundene er tæt og kraftig bygget, og de har et bredt bryst og relativ bred krop. Mest slående og iøjnefaldende er deres lighed i farve, den samme type og de samme tegninger, og de samme afvigelser. Øjet er brunt. Pelsen er sort, i det sorte over øjnene ses en brun plet, øjenbrynet. Dette øjenbryn bevæger sig når øjet bevæges, og øger dermed væsentligt udtrykket i øjnene. Man kalder derfor disse hunde ”Bieräuger” (”øjne ved siden af”). Dertil kommer de hvide aftegninger, og mange steder regelmæssige rødbrune eller gulbrune, helt over i det gule som omkrandser det sorte imod det hvide. Hvid er som oftest poterne, ofte benenes inderside og brystet, halespidsen, snuden og en hvid stribe (blissen) som løber som en midterlinie mellem øjnene op til issen. Ved hunde med relativ meget hvidt, og det er det ofte ved Appenzeller Sennenhundene, her kan det hvide bryst udvides til en hvid halskrave. Ved Appenzellerne kan det være ret så bredt, eller det bliver til en hvid krave eller en hvid nakkeplet. Det sidste ses ofte ved Berner Sennenhunden. Sjældent går blissen helt tilbage til nakkepletten. Det brune viser sig særligt på kinderne og under øjet, ikke så ofte på hals og bryst. Derimod mangler de sjældent på forbenene ned til poterne, og på det forreste af bagbenene, over knæet ned til poten. Der er ofte noget brunt under halen.

Det er slående, og normalt, at farvetegningerne altid er harmoniske i deres form, i modsætning til andre hunderacer. Usymmetriske farvesammensætninger forekommer normalt ikke, i modsætning til Bernhardineren, Foxterrien, Sætterne, Pointerne o.s.v. Farvetegningerne er som regel symmetriske, sjældent kun lidt usymmetriske. I modsætning til Bernhardineren er her det rødbrune eller gule altid imellem det sorte og det hvide – Ved Bernhardineren det sorte mellem det røde og det hvide. – Sort og hvid, uden rød, støder i reglen sammen på skulderen og halespidsen. Appenzeller hvalpeAlmindeligvis ser man ofte ved hvalpene, at de hvide aftegninger bliver mindre og det sorte tiltager med alderen. Mange halsringe forsvinder, og mange blisse bliver efter de første par uger smallere, og de mørke pletter på snuden tiltager indtil hvalpen er ca. 3 måneder. Den ene hund kan være mere hvid, den anden mindre hvid, således også med det brune, den ene mere, den anden mindre. I det hele taget er farverne klart afgrænsede, misfarvet er undtagelser og ikke ønsket. Som ekstremt udseende kan det hvide helt mangle, hunden er overvejende sort med brune aftegninger, – sort og tan – eller det sorte kan mangle, og hele hunden bliver gulbrun, brun, rødbrun eller gul, og med eller helt uden aftegninger. Ved alle de schweiziske Sennenhunde kan der i et kuld komme enkelte hvalpe der er helt gule eller sorte.

Apollo-1
Apollo-2
Apollo-3

Her ser du billeder af APOLLO. Den er født i et kuld hvor der både var røde og normalfarvede Grossere. Det er forekommer yderst sjældent at der kommer sådanne røde varianter. For at der kan komme sådanne varianter skal begge forældrehunde have et gen her for. Det kan til gengæld ligge skjult i adskillige generationer, og kommer kun til syne når to hunde parres der begge er bærer af disse gener. – APOLLO, der her er vist befinder sig i Tyskland hos Frau Christina Rudel.

I gammel schweizisk talemåde brugte man eksempelvis ofte at kalde en rød variant for ”Rød hund”, det røde kom ofte fra de gamle ”slagterhunde”, og som ikke havde noget sort i farven. Af 10 schweiziske hunde vil de 9 ofte være med de normale farver og aftegninger uden de store variationer. Men evt. variationer var ofte brugt i forbindelse med navngivningen af hundene. En hund med et stort / bredt blis blev ofte kaldt ”Bläss”, eller noget lignende fra Vorarlberg til Friburg. En hund med en hvid krave hedder ”Ringgi” (Ring) i Kantonen Bern, og en med meget lidt hvidt for ”Bärri” (Bjørn) . Ingen andre hunderacer har en så flot og klar trefarvethed som de schwieziske Sennenhunde – Det er den mest farverige hund som findes.

Berner_Bäri
Her ser du Berneren “Bäri” (Bjørn)
Disse 2 hunde er begge Berner Sennen hunde, og billederne  er hentet fra artiklen fra 1914
Berner_Breneli
Her ses Berneren “Breneli”

Og her lidt om de schweiziske Sennenhundes egenskaber:

Deres mange år gamle domesticering ses deri, at de er meget lette at opdrage som arbejds- eller familiehund, mere end nogen anden race. De kræver ikke nogen særlig opmærksomhed for at blive effektive. Deres loyalitet og årvågenhed bliver rost overalt. Mange udvikler sig som vagt- og vogterhunde med specielle egenskaber som eksempelvis at holde heste, bevogte bilen, kende til ejendomsskel og beskytter af børn og kvinder. Alle har mer eller mindre en medfødt evne til at vogte og finde kvæg. De har i generationer ikke haft brug for speciel dressur, idet de har levet hos disse slagtere, kvæghandlere, bønder og Sennen (Hyrder), og det er her de har tilegnet sig disse egenskaber. Alle de schweiziske Sennenhunde, selv de største er meget temperamentfulde og vedholdende, de er livlige og vedholdende når de arbejder. Hvis de ikke bliver ødelagt i hvalpetiden, så er de venligheden selv, de er frygtløse uden at være slagsbrødre. Frem for alt tilpasser de sig, er trofaste, alsidige, forstående, meget intelligente og smukke husdyr. I alle hunderacer forekommer der undtagelser, dette gælder også for Sennenhundene. I sådanne tilfælde kan det oftest føres tilbage til utilstrækkelig opdragelse. I sjældnere tilfælde er det dog ikke i opdragelsen at det skal findes.

En Sennenhund tager skade af at bo i en kennel, dens gode brugsegenskaber udvikler sig ikke eller går tabt. En hund skal bo hos mennesker for at blive menneskets ven, og kun gennem den intime sameksistens med mennesket kan alle disse fremragende egenskaber udvikle sig i vores Sennenhunde. Må disse linjer være med til at sikre de schweiziske Sennenhunde den opmærksomhed de fortjener. De er gennem opdræt blevet til en fortræffelig og skøn race. Det ædle opdræt, på det fremragende materiale der findes, vil udvikle de gode egenskaber endnu mere så fejl bliver udryddet. Vi må bede alle venner af Sennenhundene om altid at avle racerene hunde, nøje udvalgt, og altid avle med stambog. En grad af indavl skader ikke, men må ikke overdrives, ellers vil det kunne føre til degeneration. Sennenhunde racerne er nu anerkendt i det Schweiziske Kynologiske selskab, og på udstillinger har de vakt en vis opsigt.
Schweizerne er taknemmelige for at have de Schweiziske Sennenhunde. Det har de erkendt lige siden deres øjne blev åbnet for disse racer. Det er racer der er tilstede og som hører hjemme her i landet.

De schweiziske Sennenhunde opdeles i følgende racer:

1) Appenzeller Sennenhund, korthåret og stockhår, 50 – 55 cm skulderhøjde, halen holdes som en ring, mere hvid end 2, 3 og 4

2) Entlebucher Sennenhund, korthåret og stockhår, 40 – 45 cm skulderhøjde, for det meste med stubhale.

3) Berner Sennenhund, langhåret, stærk og middelstor, 60- 65 cm skulderhøjde, 

4) Grosser Schweizer Sennenhund, korthåret og stockhår, stor, omkring 70 cm skulderhøjde.

Du kan læse mere om hver enkelt race ved at følge race-linkene herover.


Bemærk at størrelsen på hundene er fra artiklen fra 1914, angivet af Prof. Dr. Albert Heim. – De kan afvige fra de størrelser der idag anerkendes i de respektive racestandarder.
 

Denne artikel er skrevet af Prof. Dr. Albert Heim, og blev udgivet i 1914. Sproget er ”schweizertysk” og artiklen blev desuden offentliggjort med gotisk skrift. Oversættelsen må derfor nogle steder tages ”med et gran af salt”.

Oversættelse: Poul Erik Raun Nielsen

Home