Berner Sennen

Berner Sennenhund:
Langhåret, stærk og middelstor, 60- 65 cm skulderhøjde.

Berner Sennenhund Et navn på racen fandtes sikkert ikke før i tiden. Gotthelf taler dog om ”Ringgi” (ring) med den hvide ring om halsen, om ”Bläßli” (blis) med hvid midterlinie mellem øjnene, om ”Bärri” (bjørn), som kun havde lidt eller slet intet hvidt. I Emmental kaldte man racen ”Gelbbäckler”. De var i århundreder, og ind til midten af sidste århundrede (ca. 1850) udbredt som den mest almindelige gård- og hyrdehund, trækhund for en mælkekærre, og hjælper for hyrderne, og i særlig grad for fårehandlerne. Disse hunde spillede en rolle ved slaget om Laupen 4) (ca. 20 Km vest for Bern) under navnet Doggen. Hundesporten bragte andre racer ind i landet, fra Bernhardiner hundenes (Sct. Bernhard) hjemegn og desuden andre fra udlandet. I 1870 var ”Gelbbäckler” næsten helt forsvundet i Emmen området, kun i nogle mere fjerntliggende dale fandtes de stadig som uspolerede og racerene. Helt specielt var der en god og velbevaret rest tilbage i området ved de spredte gårde i Dürbach, bjerglandet syd for Bern, den vestlige del af Are-dalen, mellem Are-dalen og Schwarzwasser, fra landsbyen Figgisberg over Burgistein og op over Gurnigel og ind til Schwarzenburg. Herr Probst gjorde i kynologiske sportskredse opmærksom på denne skønne og uddøende race, og straks opstod der en kreds af ivrige energiske folk som påtog sig sagen og grundlagde opdræt af den racerene ”Dürbächlers”, eller Berner Sennenhunden som den senere blev kaldt. Berner Sennenhunden fandt anerkendelse og udbredte sig igen hurtigt i Emmental området, som om man havde genfundet den fortabte søn. Det er virkelig forbavsende så hurtigt, i løbet af 10 år, at den gamle Berner Sennenhund har tilbageerobret et betydeligt stykke af dens tidligere udbredelsesområde med velvilje fra de i området liggende bondegårde. Gennem dens udbredelse i mange områder, og dens herlige farver og aftegninger en Berner Sennenhunden vel egentlig den skønneste hund der findes. Mange andre racer er gennem deres egenartighed intereressante og skønne, Berner Sennenhunden er smuk med sit normale udseende, intet er ensidigt overdrevet, alt er harmonisk, intet er specielt, alt har sin naturlige placering.
Berner Sennenhundene er meget opmærksomme, iagttager alt, de er meget livlige og adrætte, hengivne og trofaste og er, som alle Sennenhundene, ikke lumske, de er dristige og frygtløse, uden at være en slagsbror. Det er alt sammen gennemgående nedarvede raceegnskaber. Som Appenzelleren og Entlebucheren så finder Berner Sennenhunden også bortløbet kvæg, og driver kvæget sammen på pladsen hvor der malkes. Her støder Berner Sennenhunden, ligesom Appenzelleren, så vidt muligt kun med snuden mod kvæget og uden at bide. Ved kvæg som ikke vil adlyde tager hunden kvæget ved næsen for at undgå at blive sparket. Helt specielt viser Sennenhundenes egenskaber sig også i Berneren ved at den er let til bens. De tager til takke med det de får, de er nøjsomme, de lærer hurtigt på deres specielle måde. Takket være deres middelstørrelse tåler de et hvert vejrlig. Deres ringe krav på motion, deres delvise selvdressur, deres skønhed samt deres fortræffelige egenskaber som gård- og selskabshunde gør dem mere og mere efterspurgte.

4) Slaget ved Laupen blev udkæmpet i 1339, hvor Bern og dens allierede fra de schweiziske skovkantoner besejrede de samlede styrker fra Freiburg Im Üechtland, Burgund og de østrigske grænseområder, (I. flg. Wikipedia).

Bemærk at størrelsen på hundene er fra artiklen fra 1914, angivet af Prof. Dr. Albert Heim. – De kan afvige fra de størrelser der idag anerkendes i de respektive racestandarder. 

Denne artikel er skrevet af Prof. Dr. Albert Heim, og blev udgivet i 1914. Sproget er ”schweizertysk” og artiklen blev desuden offentliggjort med gotisk skrift. Oversættelsen må derfor nogle steder tages ”med et gran af salt”.

Oversættelse: Poul Erik Raun Nielsen

Her kan du læse generelt om Sennenhundene

Home