Når man ser det nutidige billede (fra Wikipedia) er det tydeligt, at der sket en stor forandring i det hvide.
Appenzeller Sennenhund:
Korthåret og stockhår, 50 – 55 cm skulderhøjde, halen holdes som en ring, mere hvid end de 3 andre racer.
Vi nærmer os en Alp på skråningen ved Säntis. Hunden gør, den har allerede på mere end en kilometers afstand set os. Den giver ikke op. Vi kommer nærmere, den logrer og gør. Hyrden kommer ud og hilser på os med et venligt håndtryk, hunden tier og er nu også venlig imod os. Hvordan får den livlige og muntre fyr dette humoristiske hoved! Den ser ud til at lytte til vores samtale. Gederne vil gerne ind i stalden, hunden driver dem væk uden kommando, og uden at drive dyrene for tæt sammen, de adlyder hunden. Nu kommer talen på ”Blätzli” som er en særdeles god driver (hyrdehund). Mange Appenzeller Sennenhunde begynder af sig selv i en alder af 6 måneder at drive og vogte kvæg. Den spørger først hyrden med et blik og en gestus, om og hvornår den skal gribe ind, derefter ved de det af sig selv, og de er så fabelagtige, at de næsten aldrig får et spark eller et stød af hornene. Men kvæg af alle slags har en sådan respekt for hunden, og de adlyder hunden på tonerne i dens gøen, en mere skrap indgriben er sjælden nødvendigt. Senere mødte jeg på vejen mellem Appenzel og Gais en flok af 17 geder. To mænd trak kun de to af dyrene, de andre blev af hunden holdt i en rask gang på plads på vejen. På en tidspunkt sprang en gedebuk over hegnet og ud på marken. Øjeblikkeligt sprang hunden imellem bukkens bagben, og straks sprang bukken igen over hegnet og tilbage på vejen, og uden at ville forsvare sig imod den lille firbenene ”politihund”. Når hyrden forbereder sig til at malke så henter hunden med en gøen dyrene til pladsen hvor de skal malkes. Hvis der ved inddrivningen kommer til at stå en plads tom i stalden så ser hunden det straks, og den søger indtil den har fundet den der mangler, og så får den gennet på dens plads. Af 12 helt helt hvide og ens udseende geder, her ved hunden præcis hvem der hører til dens herre og hvem der ikke gør, – vi havde det største besvær med at kende dem fra hinanden. De bevogter på kommando ting som ligger indtil dens herre kommer tilbage, mange beskytter og vogter også uden kommando tilfældige ting som er efterladt. Man lærer ikke Appenzellerne at apportere, og de gør det ikke af sig selv. Men de går i vandet og svømmer med gøen omkring kvæget for at drive det tilbage på land. De er årvågne overfor mennesker med kraftig gøen. De er vigende, men de kan ikke skræmmes væk og fortsætter deres gøen. I nødstilfælde, men dog sjældent, angriber de også mennesker. Appenzeller Sennenhunde er ærlige, ikke lumske. De afslører selv straks begåede fejl med en dårlig samvittighedsstatus. De er mest fromme som katte og er ikke røvere. De vogter kvæget i storm og regn, kontinuerligt i 10-12 timer hvis det er nødvendigt. De er upåvirkede af dårligt vejr og er vedholdende i koldt vejrlig. Indtil en alder af 10-12 år er de i tjeneste som hyrde hunde for bondefamilien, og ligger ikke på noget tidspunkt på den lade side.
Bemærk at størrelsen på hundene er fra artiklen fra 1914, angivet af Prof. Dr. Albert Heim. – De kan afvige fra de størrelser der idag anerkendes i de respektive racestandarder.
Denne artikel er skrevet af Prof. Dr. Albert Heim, og blev udgivet i 1914. Sproget er ”schweizertysk” og artiklen blev desuden offentliggjort med gotisk skrift. Oversættelsen må derfor nogle steder tages ”med et gran af salt”.
Oversættelse: Poul Erik Raun Nielsen